Ud med snøren i Skåne

Skåne byder på talrige større og mindre åer og søer, hvor lystfiskeren kan hale flere end 30 fiskearter i land. Rekorden er en malle på 128 kg og 3,1 m.

Skåne er et slaraffenland for lystfiskere. Her findes så mange kyster, søer og vandløb i vidunderlige omgivelser, at det næsten kan tage pippet fra den mest forkælede lystfisker. Selv hvis vi ser bort fra kysterne, og alene koncentrerer os om fiskeområderne inde i landet, er der frit valg på hylderne.

Nok indgår fiskeri ikke i den såkaldte ”allemandsret”, og derfor kan man heller ikke bare kaste snøren ud et hvilket som helst sted på ethvert tidspunkt af året. Men det er nemt og hurtigt at opnå tilladelse ved at anskaffe sig et fiskekort. I de fleste tilfælde fisker børn under 16 år gratis.

Fiskekort købes oftest i nærheden af vandløbet på turistbureauer, vandrehjem, tankstationer, campingpladser eller hos den lokale købmand. Hvis man vil fiske i en privat ejet sø eller vandløb, skal man spørge ejeren om tilladelse.

Der kan gælde helt særlige fiskeregler inden for visse fredede vandområder samt i naturreservater og fuglebeskyttelsesområder. Før man begiver sig af sted på fisketur i Skåne, bør man orientere sig om de fredede områder samt om tilladte fangstmetoder, minimumsmål, fredningstider osv. hos Länsstyrelsen.

 

I marts starter det hele
Marts er den første af årets måneder, hvor man kan have stort held med at fange laks og ørreder i rindende vand. Mest kendt er måske Rönne å, hvor laks og havørred kan vandre ca. 40 km op ad strømmen fra gydningsområdet. Rekorden på en havørred er intet mindre end 10 kg.

Lödde å, lige syd for Landskrona, anses for at være et af Europas bedste gedde-områder. I Lödde å findes desuden en flot bestand af granvoksne aborrer.

190 km lange Helge å i det nordøstlige Skåne udspringer i Småland, og munder ud i Hanöbugten syd for Åhus i Skåne. Den passerer undervejs flere søer. Helge å er især kendt for sine flere end 30 arter, som bl.a. tæller forskellige ørreder, aborre, brasen, gedde, karpe, knude, laks, sandart, skalle og ål. Her kan man fiske med flue, spinder, mede og trolle. Man kan leje båd på en række campingpladser i området, som udlejer båd med motor.  

Øvrige spændende åer er Kävlingeåen, som udspringer i Vombsjön i Lund Kommune. I Löddeköpinge, lige før åen munder ud i Øresund, skifter den navn til Lödde å. Den er blandt de bedste steder at fange gedder.

Den 43 km lange Almaåen udspringer i den nordlige ende af Finjasjön sydvest for Hässleholm. Herfra snor åen sig nord om Hässleholm, indtil den løber sammen med Helge å syd for Knislinge ved hovedvej 19 – ca. midtvejs mellem Kristianstad og Broby. Almaåen byder på gode chancer for fangst af aborrer, brasen, gedder, bækørred samt havørred, karpe, knude og suder.

 

Det skånske sø-rige
Man skal ikke køre særlig langt i Skåne, før man forvisser sig om, at her findes et hav af søer – små som større. Søerne gemmer på en rigdom af masser af fiskearter. Ivösjön er Skånes største, dybeste og nok også smukkeste sø. Den har et areal på 54 km2 og er 50 meter på det dybeste sted. Ivösjön har mange øer, holme og vige og er omgivet af skovklædte bakker med det 159 m høje Snäckestad nord for søen som det højeste punkt. Ivösjön ligger nordøst for Kristianstad. Den største fisk, som blev fanget her, var en malle, som vejede 128 kg og målte 3,1 m. I søen kan man bl.a. fange gedde, aborre, brasen, bækørred og sandart.

 

Immeln Skånes tredje største sø, og rummer ikke færre end 365 småøer og holme. Den er næringsfattig og dermed klarvandet. Her er der held med aborre, brasen, bækørred, gedde, helt, laks, regnbueørred, skalle, suder og ål. Det meste af søen er omgivet af skov, og derfor er det svært at fiske fra bredden. Lej derfor båd på Breanäs Konferencehotell eller Immelns Kanocenter. Immeln ligger nord for Kristianstad i det nordøstlige Skåne.

 

Uhmm - ørreder
Hammersjön er Skånes fjerdestørste sø. Søen står i forbindelse med Helge å, og ligger lige syd for den spændende by Kristianstad. Det er tilladt at benytte egen båd, og man kan leje båd på en række campingpladser. Der findes en pæn række fiskearter, og udover de, som også findes i Helge å, er der bestande af suder, bækørred og regnbueørred.

Endelig byder Ringsøerne sig til. De består af de to søer Västra Ringsjön og Östra Ringsjön med et samlet areal på godt 39 km2. Søerne er adskilt af en smal landtange. Her ligger Bosjökloster Slot fra 1100-tallet – en af egnens store turistattraktioner, hvor der udlejes både. Ringsøerne ligger godt fem km sydøst for Höör midt i Skåne.

Fat fiskegrejet hjemme i kælderen, eller lej udstyret på et af de mange udlejningssteder på campingpladser mv.

Tekst: Jens Henrik Nybo

 

© skane.com 2012